lørdag den 29. marts 2014

farveløse fabler fra en fjern verden





Daehyun Kim fra Sydkorea tegner smukke, farveløse streger under navnet Moonassi. Tegningerne er tydeligt inspirerede af asiatisk stil, men bygger samtidig bro til Vesten med det enkle, grafiske udtryk. De androgyne figurer danner et magisk univers af følelser og tanker, og selvom billederne ligner små fabler fra en fjern verden, kan man relatere til situationerne. Det gennemgående tema er integration mellem mennesker - eller i nogle tilfælde mangel på samme - og illustrerer sort på hvidt skyggesiden af det menneskelige sind.



Moonassi sætter billeder på sindstilstande og formår at ramme plet hver gang. Tegningerne er lige så komplekse som menneskets hjerne, og de kan ved første øjekast se dystre ud - som jeg før beskrev som skyggesiden - men når man dykker ned i fortællingerne bag, er der flere sider af samme streg.
Den midterste illustration med den finurlige titel "Your ego is getting bigger and bigger (like my hand)" kan, som navnet beskriver det, handle om de uinteressante samtaler, hvor personen man taler med har en masse at sige om sig selv og knap så mange spørgsmål til andre. Men det kunne også være en fin illustration på en stresset eller trist person, som får hjælp af en ven til at holde hovedet højt.

Se flere illustrationer og digt dine egne historier på Moonassis hjemmeside HER

Ingen kommentarer:

Send en kommentar