fanget i en andens krop

Ovenstående billede kan godt ligne noget fra en syret fremtidsfilm eller noget hjernevaskning af en art. Sådan sad jeg i søndags, sammen med min familie. På værket Skammekrogen, som var muligt at opleve på Nikolaj Kunsthal indtil sidste søndag, kunne vi, de deltagende, komme ind i en andens krop gennem en skærm og et par hovedtelefoner.

Virtual reality er et forholdsvis nyt medie, som udspringer fra gamer-teknologi. Det startede med idéen om at lave 3D-briller med to små skærme i, så gamere kunne leve sig fuldstændigt ind i universet. Når man har brillerne på, ser man gennem øjnene af en fra spillet. Tilføj dertil nogle hovedtelefoner med stereolyd, og så kan man både se og høre som om man er med i spillet. Denne teknologi har filmskabere taget til sig, og det er der kommet en række virtual reality-film ud af, hvor man dog ikke kan styre hvad der sker i historien. Det føles næsten som om man virkelig oplever det man ser på skærmen, selvom man ikke har noget kontrol over hvad man "selv" laver.

Skammekrogen er en virtual reality-film med fem hovedpersoner. Der skal være fem deltagende til at "være" hver person i filmen. Selvom handlingen er den samme, oplever hver person noget forskelligt. Historien finder sted til en middag, men enkelte forlader rummet kort, og i disse tidsrum er der ingen, der hvad de laver. Det var meget sjovt at udfylde hinandens huller efter filmen var slut, for der var en del ting, der overraskede.

Jeg oplevede filmen som Maya, der var på besøg hos sin kærestes familie for første gang. Aftenen startede med at kærestens far spildte flødeskum på Mayas trøje og tørrede det af. Alle forsøg på smalltalk med forældrene faldt hurtigt fra hinanden, da faren var meget ubehøvlet ("Så du har stået på ski i Norge? Jeg hader Norge.") og moren meget fuld. Der var meget anspændthed i luften, især i forholdet mellem Mayas kæreste og sine forældre. Jeg fik meget ondt af Maya, som sad helt hjælpeløs med moren til venstre og sin kæreste til højre der skændtes. Midt i middagen begyndte kæresten at lade sine frustrationer gå ud over Maya, og efterladte hende også alene med sine forældre og lillebror.

Middagen kulminerede, mens faren havde forladt rummet (senere fortalte den der "var" ham, at han var ude at ryge hash). Kæresten konfronterede moren med at hun drak for meget, og moren udbrød "Jamen, det er jo ikke sjovt!" Hun fortsatte og fortalte, at hun var gravid og skulle have en abort. Det kom frem at moren havde haft to tidligere aborter. Så udtalte moren det forfærdelige: "Og så var der lige de to gange, hvor det var for sent." Sætningen hang i luften, og derefter begyndte moren at skraldgrine og sige, at det selvfølgelig bare var for sjov. Imens hun grinte, kom faren tilbage med en klarinet og spillede en uhyggelig, melankolsk melodi. Der sluttede filmen, uden nogen anden forløsning på al den ubehagelighed. Det var svært at ryste følelsen fra sig bagefter.

Ubehageligt eller ej, var det en oplevelse, og jeg kom til at tænke på hvor meget vores verden er kommet tættere på Matrix og Familien Jetson. Verden er i konstant forandring, og det får også indflydelse på kunst.